Hvilke diabetespatienter er særlig udsatte for fodsår og amputation? – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Almen Praksis > Om Forskningsenheden > Nyheder > Hvilke diabetespatient...

04. september 2012

Hvilke diabetespatienter er særlig udsatte for fodsår og amputation?

Tekst Helle Tougaard, journalist og kommunikationskonsulent

Hvilke type2diabetespatienter er særlig udsat for at få genstridige fodsår, der ikke vil heles, og hvordan forhindrer man, at såret udvikler sig i en grad, at en amputation af en eller flere tæer - måske hele foden - bliver uundgåelig?

Det vil praktiserende læger gerne blive klogere på, og det er baggrunden for det forskningsprojekt, som medicinstuderende Christine Bruun arbejder på for Forskningsenheden for Almen Praksis i øjeblikket. 

»Der findes ikke så mange studier på dette område herhjemme, men vi ved fra internationale studier, at forud for 85 pct. af alle amputationer har der været et fodsår, der ikke vil læges, og derfor er det vigtigt at finde ud af, om der er grupper, der er mere udsat end andre.

For kan man identificere patienterne tidligere ude i klinikken, kan man måske også i højere grad forebygge og forhindre, at fodsår ender med en amputation,« fortæller Christine Bruun.

Data til hendes forskning stammer fra det store diabetesprojekt ”Diabetesomsorg i almen praksis, som professor Niels Olivarius står i spidsen for. Projektet har fulgt godt 1400 patienter og indeholder spørgeskemaundersøgelser fra både patienter og deres praktiserende læger og øjenlæger samt analyser af blod og urin, hvilket er unikt.

»Der findes data om fodundersøgelser efter både 0, 6 og 14 år for både interventionsgruppen og kontrolgruppen og ved hjælp af landspatientregistret kan vi få præcise oplysninger om dato for amputation og andre diagnoser og følge patienterne i 19 år,« forklarer Christine, der arbejder på at omsætte sine tal og analyser i to videnskabelige artikler.

Prævalens og incidens

Den første artikel, der også skal blive til Christines kandidatspeciale på medicin, ser på prævalens af fodsår og incidens af amputation og yderligere: hvilken rolle køn, alder og forekomsten af andre sygdomme spiller for udviklingen af fodsår og amputationer hos type2diabetespatienter.

»Det er vigtigt, at en person, der er ved at udvikle et sår, bliver trykaflastet hurtigt og får den rigtige tværfaglige behandling. Det kan være svært at gribe ind i tide, dels fordi patienterne ikke selv opdager sårene, før de har udviklet sig, på grund af nedsat følsomhed i fødder og tæer, dels fordi et inficeret fodsår ikke altid viser de klassiske infektionstegn.

Det fodsår, der så fredeligt ud, kan gemme på en underliggende dybere infektion, hvor amputation i værste fald bliver den eneste behandlingsmulighed. Samtidig spiller frygten for konsekvenserne og dermed neglicering hos patienterne en rolle,« siger Christine, der allerede nu kan fortælle, at resultaterne er interessante.

Udover Niels Olivarius får Christine sparring af statistiker Volkert Siersma og læge, post. doc. Ann Dorrit Guassora fra Forskningsenheden. Desuden følger overlæge Per Holstein fra Bispebjerg Hospital Christines forskning.

Christine Bruun tilbragte to dage på Videnscenter for Sårheling på Bispebjerg hospital i begyndelsen af sit forskningsprojekt.

»Det var meget lærerigt og spændende, fordi jeg her mødte de patienter, jeg havde læst om. Jeg deltog i både konsultationer i ambulatoriet, stuegang, vækstfaktorbehandlinger og sågar en tå amputation. Jeg deltog også i et kursus for sygeplejersker om den diabetiske fod, og det blev bl.a. diskuteret, hvordan man hjælper en gruppe patienter, der både har brug for aflastning og motion på samme tid,« siger hun.

Motivation og egen indsats er afgørende

Motivation og egen indsats er emnet for den anden videnskabelige artikel, Christine arbejder på.

»Sundhedspersonalet kan vejlede, rådgive og motivere, men størstedelen af behandlingen ligger i patienterne egne hænder. Det er op til dem selv at yde en indsats, når det fx gælder motion og kostvaner, som er vigtigt, når man er diabetespatient.

Jeg kigger derfor på, om der er forskelle mellem dem, der er motiverede og gør noget selv, og dem der ikke ændrer livsstil eller er motiverede for deres diabetesbehandling, for at finde ud af, om man på den måde kan definere højrisikopatienter,« siger hun.

Interessen for almen medicin har Christine Bruun haft det meste af vejen gennem medicinstudiet, fordi hun synes, at almen medicin har det hele.

»Jeg har altid vidst, at jeg ville være læge, og et godt kendskab til den enkelte patient betyder meget for mig, og som praktiserende læge kommer man til at kombinere diagnostik og behandling med både psykologi, psykiatri og socialmedicin, hvilket giver spændende udfordringer,« siger hun og tilføjer, at rollen som praktiserende læge måske også giver nogle bedre muligheder for familieliv end så mange andre specialer.

Frivilligt arbejde

Hun meldte sig derfor ind i SAMS for nogle år siden. Her har hun arbejdet med at arrangere foredrag og skrive artikler til såvel Practicus som til Månedsskriftet i samarbejde med andre frivillige medstuderende, ligesom hun har været med til og hjulpet til ved lægedagene.

Her blev interessen for almen medicin skærpet, og gennem medstuderende Katrine Johnsen, der tidligere har været tilknyttet Forskningsenheden, hørte Christine om muligheden for et forskningsophold på FE. Det førte til en uopfordret ansøgning.

»Forskningsarbejde vægter på ens CV, og det lød spændende, ligesom det har givet mig muligheden for at udfordre mig selv, idet det er begrænset, hvad vi lærer om epidemiologi statistik og kvantitativ metode på studiet, hvilket jo er vigtigt, hvis man vil forske senere, men også for forståelsen af videnskabelige artikler,« siger hun.

Og det ligger da også Christine Bruun rigtig meget på sinde, at hendes resultater formidles ud i klinikken, så de både kommer patienterne og de praktiserende læger til gode.

»Der er jo ikke meget ved forskning, hvis resultaterne ikke implementeres i det kliniske arbejde, og derfor håber jeg da meget, at mine resultater bliver anvendelige i klinikken til gavn for både læger og ikke mindst patienterne.«