En teoretiker takker af – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Almen Praksis > Om Forskningsenheden > Nyheder > En teoretiker takker af

24. november 2010

En teoretiker takker af

Interview med sociolog, dr. scient. soc. Dorte Gannik i anledning af hendes afsked med Forskningsenheden for Almen Praksis i København.


Af Helle Tougaard,
Journalist og kommunikationskonsulent ved Forskningsenheden

Det begyndte med en idé en sen nattetime tilbage i 1970’erne. Da tænkte Dorte Gannik de første tanker om et nyt sygdomsbegreb; tanker, der senere førte til udviklingen af den situationelle sygdomsteori og kulminerede i en doktordisputats om samme emne i 1999.
Det situationelle sygdomsbegreb blev ikke bare et gennembrud for Dorte Gannik som forsker og teoretiker. Det har også været omdrejningspunkt for hendes karriere i mere end 30 år, der blev indledt, da Dorte Gannik som en af de første herhjemme begyndte at studere sociologi midt i 1960erne.
”Sociologi var nyt og spændende, da jeg skulle vælge studie, og det appellerede til min intellektuelle nysgerrighed. Sociologistudiet var en måde at begribe nogle sammenhænge på og få en forståelse for samfundet, som jeg fandt interessant, som fx hvilke kræfter er på spil i sundhedsvæsenet. Jeg har i det hele taget altid været mere optaget af det teoretiske end det praktiske, og bl.a. derfor fravalgte jeg medicin, til trods for at jeg er lægebarn, og det måske ville have været oplagt,” siger Dorte Gannik, der allerede fra barn som elev i Ingrid Jespersens pigeskole blev indprentet vigtigheden af at uddanne sig og studere.
Fortroligheden med det medicinske felt betød dog, at Dorte Gannik valgte bifag i socialmedicin på anden del af sit studie, hvilket var ganske usædvanligt og derfor krævede en del overtalelse, inden diverse tilladelser var på plads.

Det situationelle sygdomsbegreb
Dorte Gannik blev færdig i 1974, og efter nogle år med forskellige projektansættelser, en del ansøgninger og megen modstand, blev Dorte Gannik i 1979 ansat på Forskningsenheden, der dengang var en næsten ny institution og præget af et ønske om at generere mere teoretisk viden om almen praksis. Og det var som led i disse bestræbelser, at Dorte Gannik med udgangspunkt i et stort empirisk materiale af en række mennesker med rygproblemer og inspireret af en amerikansk sociolog og hans teori om situationel adfærd, og hvordan en adfærd folder sig ud af en situation, begyndte at udvikle sine tanker om det situationelle sygdomsbegreb i et forsøg på at udvikle en evidensbaseret teori om en ny og anderledes måde at opfatte sygdom på.
”Begrebet hviler på et fundament af kvalitativ social sygdomsforskning, som har det særkende, at det ser tingene indefra og inddrager folks handlinger, holdninger og motiver. Det vil sige, at sygdom nok er en fysisk tilstand, der foregår i vævene, men den er også skabt af den virkelighedskontekst, som den syge lever i, og af den måde, som den syge handler på i situationen. Deraf udtrykket situationel sygdom,” forklarer Dorte Gannik og peger på, at det situationelle sygdomsbegreb dermed lægger vægt på en subjektiv tilgang til sygdom, mens den traditionelle biomedicinske opfattelse af sygdom overvejende betjener sig af en objektiverende tilgang, om end den rent biomedicinske opfattelse også har ændret sig i løbet af de år, der er gået, siden hun første gang introducerede begrebet.
”Det er forholdet til andre mennesker, til de materielle betingelser, vi er underlagt, vore erfaringer og deraf følgende hensigter, der bestemmer, hvordan vi handler, og som giver os mulighed for at ændre på vilkår, som gør os mere eller mindre syge og former vores handlerum. Et menneske kan have den samme fysiske grad af sygdom, og alligevel være mere eller mindre syg. Det afhænger af, hvad der fordres af vedkommende, både i forhold til egne og til omgivelsernes forventninger. Hvis forventningerne er tilstrækkelig skrappe, og handlerummet tilstrækkeligt snævert, kan man have sværere ved at skifte spor og dermed sværere ved at undgå at blive syg,” siger Dorte Gannik og giver et eksempel:
”Hvis man fx har hovedpine og er uoplagt, vil de krav man skal leve op til på arbejdet, i høj grad have betydning for, om man udlever sygdommen, ignorerer den eller undertrykker den. Det samme gælder, hvis man har et bevægelseshandicap. Betydningen af handicappet vil være afhængig af, om omgivelserne er indrettet, så man kan komme rundt ved egen hjælp, eller om der eksisterer så mange niveauforskelle, at man bliver hjælpeløs.”

Undsiger ikke fysisk sygdom
Set ud fra den situationelle sygdomsteori befinder sygdommen sig altså mellem kroppen og omgivelserne sammen med handlingen.
”Sygdom er noget fysisk, men den fysiske del bliver ændret, udviklet, formet og skabt af konteksten og den måde, der bliver handlet på,” fastslår Dorte Gannik og understreger, at hun med sin teori på ingen måde undsiger fysisk sygdom.
”Nogle forskere har haft svært ved at forstå mine pointer, men jeg undsiger bestemt ikke sygdom. Jeg introducerer blot et handlerum, idet jeg siger, at sygdom bliver medskabt af handlinger og handlerum,” siger hun.
Dorte Gannik mener, at den del er kraftigt undervurderet i sundhedspolitikken:
”Det er uantasteligt, at folk bliver mere syge under socialt dårlige vilkår. Det findes der efterhånden så mange studier, der siger, men politisk lukker man øjnene for det. Måske fordi der eksisterer et politisk ønske om, at der skal være forskel på folk, og på hvordan de har det, hvad ved jeg. Under alle omstændigheder udfylder min bog et forklaringstomrum, for når man ved, at sygdom og tidlig død hober sig op i de materielt dårligst stillede lag, hvad er så de bagvedliggende årsager. Disse mekanismer forklarer min bog og mine kvalitative undersøgelser, og netop det metodologiske har været vigtigt for mig at udfolde.”

Flere afledninger
Dorte Ganniks bog bliver flittigt brugt af speciale- og ph.d.-studerende på forskellige uddannelser på bl.a. Roskilde Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole samt på diverse overbygningsuddannelser for sygeplejersker. For Dorte Gannik har begrebet ført til flere afledninger. En af dem er hendes interesse for diagnosen.
”Diagnosen er en konstruktion, der betyder noget for det fysiske, idet mindst fordi det er diagnosen, der styrer behandlingen, og dermed den måde, som den syge instrueres i at forholde sig på,” siger hun.
En anden afledning er konsultationsforskning, som Dorte Gannik har beskæftiget sig med i en del år, og hvor hun især har haft fokus på patientens modtagelse af lægens diagnose, og hvorvidt patienten accepterer den eller stiller spørgsmål til den.
”Konsultationsforskning kredser om de to parters udgangspunkt, forskellige adgang til ressourcer, universer og redskaber, og deres indbyrdes magtforhold, og sygdomsopfattelsen har i høj grad betydning for, hvorvidt patientens univers kommer til orde i konsultationen, eller om lægen blot fyrer spørgsmål af for derefter at stille en diagnose,” siger hun.

Læger opfatter sygdom forskelligt
I begyndelsen af dette årtusinde stod Dorte Gannik i spidsen for et kvalitetsudviklingsprojekt i det daværende Viborg Amt, hvor hun i samarbejde med praktiserende læge Jørgen Saaby undersøgte en række praktiserende lægers syn på fagets essens, vilkår og udvikling. 31 praktiserende læger blev interviewet om deres arbejdsforhold, deres opfattelse af arbejdets indhold og kvalitet, og deres syn på, hvordan almen praksis og sundhedsvæsenet udvikler sig. Også her spillede forskelle i sygdomsopfattelse ind, idet Dorte Gannik søgte at indkredse, hvordan lægerne så på sygdom, og resultatet var en utrolig stor variation.
”Resultaterne spændte fra den hårde apparatfejlsopfattelse til en meget blød og empatisk forståelse, hvor det personlige forhold til patienten blev vægtet højest og det firkantede medicinske arbejde overladt til specialister,” fortæller Dorte Gannik.
Hun mener, at de vidt forskellige sygdomsopfattelser både er en styrke og en svaghed for de praktiserende læger.
”De praktiserende læger har en særlig position, fordi de har et meget tæt og ofte fortroligt forhold til deres patienter. Men den manglende enighed om, hvad sygdom er, betyder desværre, at de ikke har noget at stå imod med overfor et system, der vil have tjek på, hvad de praktiserende læger egentlig laver og have dem til at være en mere integreret del af det offentlige sundhedsvæsen og fx have indført kvalitetsmålinger, pakkeforløb og kontroller af patienter med kroniske sygdomme. Og gør dem sårbare overfor et sekundært sundhedsvæsen, der kræver, at de samtidig er en slags forposter – gatekeepere – i forhold til den specialiserede behandling, hvorfor de skal kunne identificere sygdom ud fra det sygdomsbegreb, der hersker i den sekundære sektor,” siger hun.

Mangler en teoretisk diskussion
Dorte Gannik peger på, at skal de praktiserende læger kunne forsvare deres fag og dets egenart bedst muligt, kræver det en gensidig forhandlet enighed om, hvad deres funktion er, og hvad det er for aspekter af sygdom, de skal forholde sig til. Derfor mener hun, at man burde tage en overordnet teoretisk diskussion af sygdomsopfattelsen i almen praksis, fordi det vil styrke almen praksis, hvis omverdenen kan se dens teoretiske fundament.
”En sådan diskussion vil bl.a. betyde, at man kunne skrive lærebøger, der kan matche og udfordre det specialiserede sundhedsvæsens lærebøger og deres biomedicinske sygdomsopfattelse,” siger hun og ærgrer sig samtidig over, at manglen på praktiserende læger betyder, at de organisatoriske rammer er ved at ændre sig i en retning, der truer det unikke forhold mellem læge og patient.
”Når man etablerer større praksiser og ansætter hjælpepersonale i skikkelse af sygeplejersker etc., så almen praksis i fremtiden kommer til at fungere som små ambulatorier, giver man køb på den unikke danske model. Og det er ærgerligt, fordi det tætte bånd mellem læge og patient er afgørende set ud fra en situationel sygdomsopfattelse,” mener Dorte Gannik. 

Et vejledende forskningsprogram
Som mangeårig forsker ser hun med skepsis på den udvikling, hvor forskningen i stigende grad rettes ind efter de store fonde og den måde, de bevilger penge på.
”Det bliver sværere og sværere for enkeltpersoner at få penge til forskning, og samtidig resulterer det i, at de, der i forvejen sidder på flæsket kan udvide og hive forskere ind i kortere eller længere tid, hvorved der skabes et centrum ud fra en enkelt person og dennes mere eller mindre relevante interesser. Der er påfaldende korrespondance mellem fondsbevillingerne og den måde de er organiseret på, og så den måde forskningen organiseres på. Modtrækket for institutionerne er efter min mening at etablere et vejledende forskningsprogram, der er funderet i den teori, der allerede findes, og i de praktiske udfordringer, der ligger for almen praksis nu og i fremtiden, og bruge det i forhold til de midler, der bliver udbudt.” 
For et teoretisk fundament for almen medicin er en af de vigtigste fremtidige opgaver fremadrettet for Forskningsenheden set med Dorte Ganniks øjne.
”Egentlig er det måske lidt dristigt at tale om en almenmedicinsk teori, og måske er det derfor, at der ikke er nogen, der gør det. Medicinsk teori har jo altid været forstået som den biomedicinske, selv om der på et tidspunkt kom nogle sociologer, psykologer, filosoffer etc., og blandede sig i diskursen. Men det kan lade sig gøre at ændre på hoveddiskursen ved at insistere på at skabe noget nyt, en integration eller en syntese af grunddiscipliner. Og på det almenmedicinske område kan det gøres, fordi almenmedicin netop har den unikke position organisatorisk og samfundsmæssigt. En position, der ikke findes andre steder, og som derfor bør have sin egen sammenhængende teoretiske beskrivelse,” siger hun og erkender gerne, at nogle læger måske vil opponere og sige, at ”vi ved godt, hvad sygdom er, og så kan sociologer hjælpe med, hvordan den er fordelt, mens psykologerne kan sige noget om de kriser, man gennemlever som syg”.
”Men vi kan gøre mere end det. Ved at slå vores klude sammen kan vi skabe en ny syntese som hverken er biomedicin, sociologi eller psykologi men almenmedicin. Den erkendelse om, at det kan lade sig gøre, er der ikke helt endnu, men den er på vej,” mener Dorte Gannik og understreger, at almen medicin ikke skal gøres til et teoretisk fag:
”Det skal stadig være forankret i det kliniske arbejde i praksis, men en sammenhængende beskrivelse vil både være befordrende for de praktiserende lægers standsbevidsthed og vil kunne udfylde det beskrivelsesmæssige tomrum, der ikke bare er almen praksis’ akilleshæl, men også betyder, at de praktiserende læger i stigende grad skal tage sig af snart sagt hvad som helst, fordi systemet har svært ved at se, hvad de praktiserende læger. De mangler et svar, og det kan en almen teoretisk beskrivelse levere.”


Forskningsenheden inviterer til afskedssymposium for Dorte Gannik fredag den 26. november kl. 14.00. Se omtale her