Jeg har ingen læge, siger svenskerne. Kronik af Sybille Bojlén i Weekendavisen. – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Almen Praksis > Om Forskningsenheden > Nyheder > Jeg har ingen læge, si...

13. december 2016

Jeg har ingen læge, siger svenskerne. Kronik af Sybille Bojlén i Weekendavisen.

Sverige har 3888 praktiserende-læge fuldtidsstillinger, men på en tilfældig dag er de 966 besat af korttidsvikarer. Lægerne har sagt op og cirkler rundt som dyre vikarer. Danmark er godt i gang med også at ødelægge sit primære sundhedssystem.

Nina Sybille Bojlén er forsker, speciallæge i almen medicin, ph.d. ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet.

For knap 100 år siden rejste en ung svensk læge nordpå fra Stockholm med sin rygsæk og nogle få bøger. Drevet af nysgerrighed tog han til »få mands land«, Lapland. Og han blev der hele sit liv.

I en lille kirkeby praktiserede han fra sit hus.

Kastet ud i situationer han aldrig havde haft en chance for at lære at håndtere. Men han drev på. Kan doktoren komme? Der kom bud på ski - oppe i fjeldet lå en kvinde og var ved at forbløde efter en fødsel. Ja doktoren kommer - han køres med slæden så langt det går. Og så er det at spænde skiene på, op i fjeldet, kilometer efter kilometer. Op til sameteltet, usselt oplyst, her ligger kvinden bleg og i blodige tæpper. Han memorerer hvad han lærte på den gynækologiske afdeling.

Fastsiddende moderkage - ud skal den. Han rumsterer i blinde. Og kvinden redder livet.

Lægen her blev legendarisk. Kendt som lapmarksdoktoren.

Han holdt af sine patienter, hersede med børnene og blev glad, når de sunde og stærke kunne vokse til og tage fat selv. Han arbejdede som så mange læger i tavshed og stædigt dag ud og dag ind - men legendarisk blev han, fordi han skrev 25 bøger om sit lægeliv med mennesker og skæbner, om småt og stort, navnlig det store, om lægens nagende tvivl og sejrsfølelsen, når ulykken vendes. Om sin forskning. Om omsorg, omtanke og omhu. Om erkendelsen af, at han tit kom for sent. Efter 20-30 kilometer på ski i uvejsomme stier i månelys var patienten død i hytten. Ofte for sent til at redde, men aldrig for sent til at trøste, som han skriver.

Hvorfor ved jeg det her? Fordi jeg selv næsten 100 år senere kortvarigt og også drevet af nysgerrighed var læge i samme lille kirkeby. I en ganske anden tid. Nu med tre-spors asfalterede veje gennem ødemarken, så en ambulance kan nå frem til sygehuset 300 kilometer væk. Nu med 18 mennesker ansat til at betjene 3200 patienter på den velsmurte helsecentral. Vi to-tre læger havde meget personale til rådighed, sekretærer, sygeplejersker, sygeplejeassistenter, laboranter, røntgenpersonale.

Men stedet var ramt af Parkinsons lov: effektiviteten er ikke proportional med antallet af mennesker involveret.

Systemer former os. Og derfor er de nyttige at studere.

Som læge er det interessant at iagttage, at man udmærket kan komme dumpende med sit stetoskop og sin gode vilje i få dage ad gangen og sådan set løse dag-til-dag problemer. Men også kun det. Sygdomsbilledet i Lapland var bredt. Hagl, som skal pilles ud af en balde. Ældgammel same med lungebetændelse, fordi han er faldet i vandet på en fisketur. En ivrig fjeldvandrer med begyndende demens og problemer med at finde hjem på stierne. Unge med et misbrug af mærkelige substanser, som kan bestilles med posten. I sin essens problemer som vi kender i Danmark, bortset fra det med haglene - ja lige det gør vi nu heller ikke så meget i en lægepraksis i København, siger jeg.

Nå, siger de forbavset i Lapland - hvad laver I så? Ja, hvad laver vi så.

Verden er både blevet lettere og mere kompliceret. Der er ikke længere natlige ture i månelyset for at tilse et barn med lungebetændelse, hverken i Sverige eller Danmark. Men over halvdelen af det, vi ser af tilstande i dag, kræver det lange seje træk. Det kræver en læge, der var der i går, er der i dag og vil være der i morgen. Det har vi i Danmark, men det mangler de i Sverige, her 100 år efter lapmarksdoktoren.

Sverige har 3888 praktiserende-læge fuldtidsstillinger, men på en tilfældig dag er de 966 besat af korttidsvikarer. Lægerne har nemlig sagt op og cirkler selv rundt som vikarer andre steder. Der mangler som sådan ikke læger. Der mangler læger, der vil blive på pladsen og stille op.

Det er alvorligt. Ikke bare fordi vikarerne er dobbelt så dyre som de faste læger, og helsecentralerne dermed trues af fallit og må sende opgaver tilbage til hospitalerne, men fordi lange rækker af navnløse læger genudskriver medicin til navnløse patienter - og skulle den smertestillende medicin måske lige diskuteres? Har du bivirkninger? Tager du den overhovedet? Det bliver aldrig vendt. Og: i sidste uge var du her med en blodprøve, hvorfor er den taget? Jeg ved det ikke. Nå, men så lad os starte forfra.

Når jeg diskuterer lægegerning med mine svenske (faste) kolleger er følelsen ganske forskellig. I København har jeg været mit samlede ansvar for hele klinikken og patienternes forløb meget bevidst. Der hvilede en tungere byrde på mig - men en byrde jeg tog på mig med glæde. Det var »mine« patienter. For mine svenske kolleger er følelsen mere atomiseret og ansvaret fordelt på mange personer, så ingen reelt føler sig ansvarlige.

Og patienterne? Jeg har ingen læge, siger svenskerne.

Det er en forholdsvis ny konstatering i Sverige, at deres sundhedssystem har alvorlige problemer med at hænge sammen.

Vækkelsen kom efter en serie artikler i Dagens Nyheter for et par år siden.

Med brændende engagement skrev journalisten med udgangspunkt i nogle patienters rejse gennem et sygdomsforløb om, hvordan systemet har gjort vold på den lægelige etik og sammenhængskraften i det, som skulle være til for de syge.

Om mislykkede og halvhjertede indsatser, som sætter spørgsmålstegn ved selve nytten af det, der foregår i det dyre system.

Artiklerne fik en enorm gennemslagskraft. Flere tusinde læger gjorde sig til talerør for ændringer, og regeringen satte gang i en udredning.

Den statslige udreder, infektionsmedicineren Göran Stiernstedt, har nu præsenteret sin 800 siders rapport »Effektiv vård« med en ganske radikal konstatering af, at det er en skæbnestund for Sverige. Systemet er for sygehusfikseret. Hvis man ikke vender pyramiden, og med lovgivning sikrer, at den fremtidige udvikling, resursetilførsel og fokusering sker i primærsektoren, så vil det svenske sundhedsvæsen bryde sammen, som det udtrykkes. Mange års ignorering af og mangel på investeringer i primærsektoren gør, at der savnes den vigtige basis for at sundhedsvæsenet fungerer: de praktiserende læger.

Udredningen har sendt stød gennem hele det besluttende system.

Hvis vi nu vender blikket mod Danmark, så er det på mange måder også en skæbnestund for os. Vi har strukturen for det, som svenskerne efterlyser. Praktiserende læger, som har stillet op. Som også vil gøre det i morgen. Og som ikke mener, at »det må være en andens patient«. Men noget er ved at ske, vandet siver langsomt ud mellem små sprækker. Læger med helhedsperspektiv, beslutningsdygtighed og overblik forsvinder før pensionsalderen, og de unge almenmedicinske specialister vender lige skråen, før de tør give sig i kast med opgaven. Noget skræmmer.

Og det er måske scenariet med endnu flere krav og forventninger til, hvad de 3400 praktiserende læger skal favne. Fordi man lukker sygehuskapacitet samtidig med, at resurserne ikke går til der, hvor alle patienterne så skal hen - men til sygehusene med de sparsomme pladser. Det svarer til at klemme på tuben med låget på. Hvis ligningen skal gå op, så skal der overføres gedigne resurser til sektoren uden for hospitalerne, som man konstaterer i de svenske problemanalyser.

For de danske læger er det i øvrigt også en skæbnestund. I beskrivelsen af lapmarkdoktorens drivkraft er der noget genkendeligt og lysende for os moderne praktiserende læger. Vores DNA er indsigt i kroppen og interesse for, hvordan det går mennesket. Vi vil gerne se vores patienter i øjnene. Det at stille op, er det, der er meningsfuldt. Vi kan derfor snakke med om lapmarkdoktorens blik på sine patienter her 100 år efter.

Men vikarklinikker, almene hospitalsklinikker og samlebåndstænkning, som der nu er på tale i den politiske dekonstruktion af vores stærke system, vil komme til at slide på fagkernen i det, som vi læger anser for at være hovedstolen: det lægelige engagement i dem, der har brug for en læge. Det er dette engagement, som får hele maskineriet smurt.

For at undgå den svenske udvikling med hop on-hop off i lægelige jobs i primærsektoren, er det en stor, tung ansvarssky, der hænger over beslutningstagere og forhandlingsparter i planerne for det nære sundhedsvæsen og lægerne i det.

De planer og forhandlinger, som foregår i øjeblikket, bør forfølge et bestemt spor: få det i tale, som udgør drivmidlet og engagementet hos lægerne. En bæredygtig struktur skal tilgodese, at der vil blive ved at være nogen, der vil vedkende sig ansvar for sin patient. Og som er der og er der og er der.

Det kan vi se, når vi kigger over vandet.

Illustration af Charlotte Pardi