Fælles seminar arrangeret af Forskningsenheden for Almen Praksis i København og Diagnosekulturgruppen i Aalborg – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Almen Praksis > Om Forskningsenheden > Nyheder > Fælles seminar arrange...

10. marts 2016

Fælles seminar arrangeret af Forskningsenheden for Almen Praksis i København og Diagnosekulturgruppen i Aalborg

I de sidste to år har Forskningsenheden for Almen Praksis i København sammen med Diagnosekulturgruppen i Aalborg arrangeret fælles endagsseminarer for at debattere diagnose- og symptombegrebet og dets anvendelse i klinisk praksis og i samfundet.

Diagnosekulturgruppen (Diagnostic Culture) er en forskergruppe, som har til huse på Aalborg Universitet, Afdeling for Kommunikation og Psykologi og Afdeling for Sociologi. Gruppen ledes af professor Svend Brinkmann og er finansieret via Sapere Aude-programmet.

I år blev det fælles seminar afholdt den 3. december på Forskningsenheden for Almen Praksis i København. Der var dagen igennem forskellige oplæg fra deltagerne efterfulgt af diskussion efter oplæggene og diskussion i grupper.

Svend Brinkmann og Anders Petersen fra de to afdelinger i Aalborg holdt oplæg med den overordnede titel: Nedslag i diagnosekulturen. Svend Brinkmann talte om, hvordan diagnoser kan fungere som mediatorer ud fra forskellige perspektiver, og at de derved kan være henholdsvis tingsliggørende, forklarende, selvbekræftende eller undskyldende. ADHD-diagnosen som tingsliggørende kan f.eks. være nyttig til at kontrollere vredesudbrud, men som forklarende bruges diagnosen til at begrunde modsatrettede fænomener, fx både rod i hjemmet og orden. Nedslagene var på forskellige niveauer og ud fra forskellige vinkler, da det at se på fænomenet fra forskellige vinkler kan medvirke til at kortlægge en voksende diagnostisk kultur og dermed bidrage til diskussionen om især psykiatriske diagnoser.

Svend Brinkmann beskæftiger sig i sin forskning mest med ADHD som empirisk eksempel, hvorimod Anders Petersen hovedsagelig beskæftiger sig med depression. Anders Petersen beskrev forskellige udtryk for depressionsforståelse med eksempler fra et studie blandt studerende, som havde svært ved at honorere de krav, der blev stillet til dem. Her kunne medicin mod depression undertiden ses som en ressource, som gjorde de studerende i stand til at deltage i socialt samvær. De vurderede, at de ikke havde tid til at være deprimerede. Et andet eksempel var et studie fra Japan, hvor depression kunne være et middel til at opnå fred fra et ekstremt stresset arbejdsliv.

Rikke Sand Andersen fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus holdt oplæg med titlen Managing bodies and directing awareness. Exploring the construction of ‘sensorial markers’ of cancer. Rikke beskrev, hvordan omlægninger i kræftdiagnostikken og et øget fokus på tidlig diagnostik bygger på en antagelse om, at man kan regulere befolkningens sundhedsadfærd samt organiseringen af sundhedsvæsenet ved at øge opmærksomheden på ’kræftens alarmsymptomer’. Dette har en række praktiske konsekvenser:

1) Mængden af ’mulige symptomer’ øges
2) det bliver stadig mere kompliceret for befolkningen at beslutte, hvornår man ’retmæssigt’ går til læge, hvilket
3) kan resultere i ikke-afstemte forventninger til det kliniske møde.

Rikke argumenterede endvidere for, at denne problemstilling forskningsmæssigt fordrer, at vi har fokus på at undersøge tilblivelsen af symptomkategorier, og hvorledes disse manifesterer sig i sensibiliserings-processer på befolkningsniveau (min krop larmer, er det mon et tegn på sygdom?).

Tine Winther fra Göteborg talte om Livets berättelser – En reflekterande undersökning om berättelsens roll i coachens praktiska kunskapsutövande illustreret ved en narrativ undersøgelse af en ung, hjælpsøgende kvindes historie, som tydeliggjorde, at hjælperen ikke altid er i en position, hvor historien kan ændres, og problemerne afhjælpes. Den hjælpsøgendes fortælling om sig selv som et muligt tilfælde af ADHD kan stå i vejen for mere psykosociale forklaringer.

Niels Saxtrup, praktiserende læge fra Bornholm, stillede spørgsmålet: Hvem ejer diagnosen? Diagnosen er et lægeligt værktøj som arbejdshypotese og metode. Den indeholder en kode og kræver en forståelse, der er tæt knyttet til den lægelige profession. Når diagnosen bruges af ikke-læger uden kendskab til det underliggende sprog og forudsætninger, fx tildeling af sociale tilbud, er risikoen, at man alene ser en kategorisering af en given tilstand, og ikke, hvordan bæreren af tilstanden, personen, faktisk har det. Diagnosen kan således blive et farligt instrument i ukyndiges hænder, da der kan opstå en fordring om at få diagnosen til at passe ind i et andet billede, end den er tænkt som.

Hans Lynge, pensioneret praktiserende læge, cand. mag. i idehistorie og tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis i København, fortalte om temaer fra sin bog Liv i almen praksis, som er en idehistorisk analyse af forskellige myter, illusioner og ideologier med udgangspunkt i de sidste 50 år i almen praksis. Hans Lynges analyse viser, at hovedbevægelsen er, at vi først har bevæget os væk fra den lægecentrerede og siden fra den patientcentrerede almene praksis hen imod fokus på relationen mellem lægen og patienten. Hans gav et overblik over aspekter, som er vigtige i analysen af situationen omkring mødet mellem læge og patient i almen praksis.

Det efterfølgende gruppearbejde fokuserede på forskellige temaer og perspektiver fra dagens oplæg, bl.a. hvordan diagnosen oversættes og forstås forskelligt i forskellige professionelle praksis. Det betyder, at diagnosen kan opfattes forskelligt af læger, patienter, kommunale sagsbehandlere, jurister og myndigheder, og at den undertiden opfattes meget mere bogstaveligt og ufleksibelt uden for den lægelige verden, som den er skabt i. Diagnosen kan således ses som et ’boundary object’. Diagnosen kan blive et reduktionistisk redskab, som blokerer for løsninger for mennesker ramt af forskellige symptomer; men diagnosen kan også undertiden kan være den faktor, som betinger løsningen i form af en social ydelse. For eksempel giver ADHD-diagnosen ret til bestemte former for hjælp. Hvad angår symptomer, bliver det tiltagende synligt, hvordan symptomkategorier etableres som mulige forvarsler om bestemte diagnoser. Det rejser spørgsmålet om, hvordan samtidens sygdoms-sensibiliseringsprocesser manifesterer sig. Der vil blive arbejdet videre med spørgsmål som ’hvad gør diagnoser?’ samt processer ved symptom-sensibilisering på næste års seminar, der afholdes i Aarhus.  

Tekst Annette Sofie Davidsen, Ann Dorrit Guassora, Anders Petersen, Rikke Sand Andersen i Practicus, februar 2016: http://viewer.zmags.com/publication/d40bae2a#/d40bae2a/26