Collaborative Care rapporter – Københavns Universitet

Almen Praksis > Publikationer > Collaborative Care rap...

Collaborative Care rapporter

Collaborative care for patienter med angst og depression styrker samarbejdet mellem praktiserende læger og psykiatrien. Modellen værdsættes af de involverede professionelle på trods af visse udfordringer

Praktiserende læger og specialuddannede sygeplejersker fra psykiatrien samarbejder godt om hurtig, gratis behandling til mennesker med angst og depression. Det tætte samarbejde gør, at praktiserende læger oplever det smidigt og trygt at henvise patienter til behandling hos specialsygeplejerskerne. Mangel på egnede lokaler og fælles IT-løsninger besværliggør dog samarbejdet.

Forfattere: Annette Sofie Davidsen, Marius Brostrøm Kousgaard og Gritt Overbeck

Hvad er collaborative care?

I collaborative care behandler en care manager, oftest en specialuddannet psykiatrisk sygeplejerske, patienter med angst og depression fra almen praksis i samarbejde med den praktiserende læge. Collaborative care har herudover det formål at styrke kommunikationen mellem almen praksis og psykiatrien. Modellen har tidligere været anvendt i andre lande, men er nu afprøvet i fire regioner i Danmark.

Evaluering af modellen

Vi har foretaget en kvalitativ evaluering af implementeringen af modellen. Det er foregået ved hjælp af interviews med praktiserende læger, care managere, psykiatere og projektledere. Hertil kommer observationer af møder foruden en række projektdokumenter fra de deltagende regioner.

Hvad viste undersøgelsen?

I alle regioner udviklede de praktiserende læger og care managerne et tillidsfuldt samarbejde om patienterne. Behandlingen hos care managerne bestod hovedsagelig i kognitiv terapi. Lægerne oplevede at care managerne var kompetente til deres terapeutiske arbejde og gode til at tilpasse sig forholdene i almen praksis. Lægerne værdsatte desuden, at care managerne holdt dem ajour med patienternes situation og behandling, hvilket blev anset som en fordel ved collaborative care i forhold til henvisning til psykolog. Både læger og care managere oplevede, at patienterne hurtigt fik det bedre som følge af behandlingen. Modellen stødte dog også på udfordringer. Idéen var, at care managerne skulle behandle patienterne i almen praksis, men dette kunne ikke altid lade sig gøre. Selv når praksis kunne stille lokaler til rådighed, måtte care managerne passes ind i lokaler, hvor andre i klinikken havde fri. Samtidig arbejdede care managerne i flere praksis og skulle deltage i møder og supervision i psykiatrien, hvilket gjorde planlægningen vanskelig og øgede transporttiden. Herudover var der udfordringer med forskellige IT-systemer samt internetadgangen fra almen praksis.

Den styrkede kommunikation mellem almen praksis og psykiatrien var især baseret på møder mellem praktiserende læger og care managere. Disse møder antog forskellig form afhængigt af de praktiserende lægers præferencer. Mange praktiserende læger ønskede, at møderne ikke tog for lang tid, og at de kun fik overbragt den væsentligste information, mens en mindre del af lægerne indgik i mere reflekterende samarbejder med care manageren. Hvis der ikke blev aftalt faste møder, var care managerne henvist til ad hoc samtaler, hvilket kunne være svært for dem at skaffe sig adgang til. De praktiserende læger havde de fleste steder jævnlig kontakt med en hospitalspsykiater mhp. supervision. Det viste sig dog, at der ikke var behov for egentlig supervision af lægerne, da lægerne ikke selv foretog samtaleterapien (på nær i en enkelt region). Dog fandt de praktiserende læger det værdifuldt at have en direkte kontakt til en hospitalspsykiater – uden om visitationssystemet, da dette gav mulighed for at drøfte andre patienter i modellen.

Modellen indeholdt således en række positive elementer:

  • hurtig og gratis behandling til almen praksis-patienter med angst og depression
  • en struktureret behandling med kognitiv terapi ved kompetente care managere
  • godt indblik i behandlingen fra den praktiserende læge
  • mulighed for at praktiserende læger kunne have kontakt til en hospitalspsykiater

I en fremtidig model må der dog være øget støtte til care managernes introduktion i almen praksis, herunder fokus på praktiske forhold (lokaler, IT) og inddragelse af de praktiserende læger på et tidligt tidspunkt, så der kan indgås aftaler om forventninger og samarbejde. Modellen er desuden ret ressourcekrævende, bl.a. pga. et udtalt behov for supervision af care managerne samt det tidsforbrug, der knytter sig til planlægning og transport, når care managerne arbejder i flere forskellige praksis.

Hovedrapporten samt delrapporterne kan læses her!