Kapitlet handler om, hvordan klasse, køn og moderskab former mødet mellem socialrådgiver og borger. Vi viser, hvordan middelklassens normer og værdier kan være dominerende i velfærdsstatens fokus på forebyggelse af sociale problemer – og hvordan det sætter sig igennem på mikroniveau i det konkrete møde mellem borger og socialrådgiver – dette i form af moralske bedømmelser, der er indlejret i socialrådgivernes faglige skøn. Vi viser også, hvordan det kan resultere i, at velfærdsstatens hjælp ikke opleves som sådan, men snarere erfares som moralske devalueringer og mistroisk overvågning. Vi runder kapitlet af med at vise, at nogle af borgerne på trods af at blive fastholdt i klassen uden for arbejdsmarkedet alligevel har drømme om et bedre liv, som de delvist formår at handle på.