Personcentreret medicin tager udgangspunkt i den person, lægen møder, hvad enten vedkommende er rask eller syg, og bygger på værdier som fortrolighed, kontinuitet, nærvær, tillid og tilgængelighed. Det er patientens dagsorden, der gælder, og lægen kan i fællesskab med patienten (baseret på en relation, opbygget over tid) skræddersy en behandling under hensyntagen til patientens baggrund og historie (narrativet). Tilgangen bygger på nærhedsetik frem for nytteetik og på en bred bio-psykosocial sygdomsopfattelse. I artiklen gennemgås det pres, der er på den personcentrerede tilgang i vores måde at organisere almen praksis på i dag. Hvor meget kan vi uddelegere, og hvor mange funktioner kan vi videreformidle fra andre interessenter og stadig kalde faget for personcentreret?